Interessegrupper

Mother Teresa Klubben
Strikkeklubben er et tilbud til beboerne i Reerslev sogn, – og til andre der har lyst til at deltage.
I klubben produceres årligt omkring 100 tæpper m.v., som via “Nødhjælpsdepotet i Næstved” sendes direkte til de nødlidende, i lande som Litauen, Rumænien, Armenien, Hviderusland og en række afrikanske lande.
Klubben mødes i Reerslev Præstegård den 2. tirsdag i måneden kl. 14.00-16.30 (undtagen i juli og august). 
Interesserede kan kontakte Jonny Jespersen, tlf. 6111 4335.

Havegruppen
Reerslev Havegruppe er samlingssted for beboere i Reerslev og omegn med interesse for havedyrkning.
– Gruppen holder åben have for hinanden, inviterer til foredrag, arrangerer udflugter – og andre aktiviteter som måtte være af interesse for haveinteresserede.
Flere oplysninger findes på Facebook “Reerslev Havegruppe” – hvorfra du også kan sende en medlemsanmodning.
Interesserede kan også kontakte Jens Andersen, tlf. 4495 6284.

Café-aftner i Forsamlings- og kulturhuset
Reerslev Forsamlings- og Kulturhus stiller lokaler til rådighed for gratis arrangement på tirsdage i lige uger.
Det vil sige at alle er velkomne til at lave en filmaften, et foredrag, et lille kursus for andre, holde homeparty, eller byttetøjaften, eller et eller andet – eneste betingelse er at det skal være gratis for alle at deltage.
Mødestedet er for alle i sognet, som gerne vil mødes med andre lokale beboere, hver anden tirsdag kl. 19-21. Man skal ikke tilmelde sig, være medlem eller lignende, bare møde op, når man har lyst.
Lokale ildsjæle sørger på skift for at der bliver lavet kaffe, te og bagt en kage – og man er velkommen til at lægge 20 kr. som bidrag til lys og varme m.v.
Café-aftnerne holder pause, men har du en god idé, eller bare lyst til at mødes med andre reerslevere en gang imellem, så kontakt Reerslev.nu – så vi kan få gang i fællesskabet igen.

Bogcafé i Forsamlings- og Kulturhuset
På 1. sal i Forsamlings- og Kulturhuset er en lille bogcafé, hvor byens borgere kan købe bøger, en kop kaffe og få lidt landsbysnak.
Der er både skønlitterære bøger, faglitteratur og lidt børnebøger. Bøgerne kan købes fra 5 kr. til 40 kr. for store, flotte værker.
Bogcaféen har åbent den første mandag hver måned fra kl. 19 – 21.
Bogcaféen bestyres af Marianne Storm, som kan kontaktes på tlf.  2961 6853 eller mail hestehaven32@gmail.com.