Europæiske rundvisning i Reerslev
22 nationaliteter var repræsenteret, da EU-delegation var på byvandring i Reerslev.
LAG Nordvestsjælland er en forening, som gennem lokalt forankrede projekter bidrager til udviklingen af landdistrikterne i Holbæk, Sorø, Odsherred og Kalundborg kommune. LAG-ordningen er finansieret af Den Europæiske Union, som blandt andet giver økonomisk støtte til projekter, der skaber liv og vækst i landdistrikterne.
LAG Nordvestsjælland havde derfor inviteret en EU-delegation på 43 på en rundtur, hvor de skulle se nogle af de projekter, som har modtaget EU-støtte. Blandt de mange projekter, som indtil videre har fået støtte, er der to i Reerslev.
Den 21. marts tilbragte delegationen derfor et par timer i Reerslev, hvor de kom på en guidet byvandring, med besøg på overnatningsstedet “Maries Lykke” på Kongstedvej og det arbejdende smedemuseum på Reerslevvej. Hos “Maries Lykke” fortalte Gitte og Niels Henrik om forvandlingen af det gamle husmandssted til et tidssvarende overnatningssted, og i Reerslev Smedje optrådte Viggo ved essen og ambolten, medens Sune fortalte om bevaring af den kulturhistoriske bygning og kendskabet til det gamle smedehåndværk.
Delegationen udtrykte stor interesse for de to spændende projekter, og Sune, som var den engelsktalende guide i Smedjen, oplevede stor spørgelyst.