Kongelig koncert i Reerslev kirke

Musikken blomstrede ved Christian 4.s hof, og det gjorde den også i Reerslev kirke torsdag aften ved koncerten med Lene Langballe (fløjte) og Vibeke Astner (orgel).

I september blev orglet fra Finderup kirke flyttet til Reerslev, og torsdagens koncert blev således en slags indvielseskoncert, som tiltrak mange musikinteresserede fra Reerslev og omegn.

Ved koncerten blev tiden skruet tilbage til 15-1600-tallet, hvor Christian 4. fik etableret en højt kvalificeret musikerstab, som skulle vise, at musikken ved hans hof var lige så storslået som ved de toneangivende fyrstehoffer i Tyskland og England.

Kirkerummet blev således fyldt med storslået musik skrevet af tidens førende udenlandske komponister og fremført på instrumenter som havde deres storhedstid i renæssancen og barokken. Og som musikken den gang kastede glans over musiklivet omkring Christian 4, således fremførte Lene Langballe og Vibeke Astners en smuk koncert, som kastede glans over Reerslev kirke.

Lene Langballe introducerede koncertens instrumenter: sopran- og altblokfløjte og zink, som er et sjældent blæseinstrument med klang som en blid trompet.

Tak til Lene Langballe og Vibeke Astner, for en uforglemmelig oplevelse.

 

Med det nye orgel er vejen banet for flere store koncerter i Reerslev kirke. Vi kan således allerede nu begynde at glæde os til næste koncert den 5. november, hvor Michael H. Lund og Randi E. Mortensen giver koncert for orgel og saxofon.

Fotos©Viggo K. Pedersen

You may also like...