Udvikling og bosætning i Reerslev
Facebook opslag fra lokalpolitiker Jonas Henriksen:
I Reerslev kan de noget helt specielt. Noget man kun ser i ganske få andre landsbyer i Kalundborg Kommune. Det kaldes “stærkt fællesskab og sammenhold” 

I går aftes var interesserede borgere inviteret i Reerslev Kulturhus til en snak om udvikling og bosætning i Reerslev, en af de østligste landsbyer i kommunen. Specielt inviteret var Rune Selsing fra kommunens bosætningsteam og Jesper Handberg fra Plan, Byg og Miljø.
Rune kunne fortælle, at bosætningen i kommunen er meget ulige fordelt. Der er mange borgere der flytter til Kalundborg by, hvorimod der er general fraflytning på landet.
Reerslevs borgere har en idé til et boligprojekt. Her havde Jesper gode input i forhold til det tekniske, men også til landsbyens kulturhistorie, som skal tænkes med når der bygges nyt.
Reerslev har også en børnehave, Nordlyset. Inviteret var også afdelingsleder Pernille Bilsteen. Hun understregede hvor vigtigt det var for børnehaven, at man i hele den østlige geografi kunne tiltrække børnefamilier, så eksistensgrundlaget blev bevaret. Der er pt. 37 børn i børnehaven. Hun fortalte om det samarbejde og sammenhold medarbejderne har med landsbyens borgere samt den lokale skole i Buerup. Det lyder helt unikt 
Jeg var den eneste politiker til stede ved aftenens arrangement og jeg fik derfor også stillet spørgsmål til det politiske og min holdning til bosætning i Reerslev. Mit svar var nogenlunde dette:
“Reerslev kan noget helt specielt. Den form for fællesskab, sammenhold og nærhed finder man ikke i Kalundborg. Det er en mere jordnær måde at leve på, som jeg mener vinder frem i disse år. Så jeg tror bestemt det vil være muligt at tiltrække bosættere til Reerslev. Men udfordringen er jo pt. at der stort set intet er at købe eller leje i landsbyen, så vil man understøtte og bevare børnehaven og skolen i Buerup, så skal der etableres nye boliger. Så jeg kan bestemt tilslutte mig jeres idé og ønske om et boligprojekt.”
Kommunens medarbejdere lovede, at de arealer som de lokale borgere havde udset sig til det kommende boligprojekt også var markeret som “potentielt boligområde” i den kommende kommuneplan, som skal godkendes til december.
At der er sammenhold og fællesskab i Reerslev viste besøgstallet også. Mellem 30-40 personer var mødt op. Rigtig flot!
Hvis du bor på landet og gerne vil have ideer til, hvordan I får del i den vækst Kalundborg oplever i disse år, så står bosætningsteamet i Kalundborg klar til at hjælpe. Tag fat i mig, hvis du skal have kontaktoplysninger.
En RIGTIG spændende og inspirerende aften i Reerslev



