Martin Damm talte i Reerslev
Der var som sædvanlig pænt fremmøde ved grundlovsfesten i Reerslev, klik på billedet.
Den 5. Juni blev grundloven fejret i Reerslev for 7. år i træk, og på nær en enkelt undtagele (2012), har den dejlige præstegårdshave alle årene været rammen om denne hyggelige tradition med grundlovstale, fælles grill og kaffebord.
Årets taler ved grundlovsfesten var borgmester Martin Damm, som foruden borgmesterposten i Kalundborg, er formand for Kommunernes Landsforening.
I sin grundlovstale, langede Martin Damm ud efter lovgivningen som, drevet af marginale udfordringer og undtagelser, ofte tager udgangspunkt i eksempler der florerer her og nu, og præmierer de politikere, der er bedst til at agere i nuet. Resultatet er blevet detaillovgivning helt ud i ekstremerne.
Vores iver efter millimeterdemokrati og ensretning har efter min mening fuldstændig taget over. Vi skal selvfølgelige have love og regler, som regulerer den individuelle adfærd og vores omgang med hinanden, men det er som om systemet er stukket af fra os, sagde Martin Damm — og mindede os om, at enhver regel eller lov i princippet er en indskrænkning af den enkeltes frihed, og hvis vi vælger at stemme på de politikere, der kan præstere flest mulige lovforslag, så fratager vi egentlig os selv vores frihed, og får vi ikke stoppet udviklingen, og så vil vi i yderste konsekvens komme til at holde grundlovsdag uden at der rigtig er noget at fejre.
Martin Damm slog også et slag for mere personlig frihed til at gøre forskellige ting og sager, og i stedet for at jagte millimeterretfærdighed og standardisering af al ting, skal vi tiljuble og understøtte, at tingene kan være forskellige. Derfor skal vi også fremme civilsamfundet. — Vi kan egentlig mange ting selv, det kan I også her i Reerslev, så hvorfor skal det offentlige overtage det hele?
Grundloven kan holde mange år endnu vil jeg mene, hvis vi undlader at kvæle den. Vi skal ikke sætte den ud af kraft med bureaukrati, men derimod tænke os rigtig godt om hvordan vi kan holde fast og så samtidig sikre, at den danske samfundsmodels fine resultater også kan fortsætte med at virke i en global verden. Det er jeg sikker på at vi godt kan, ved fælles hjælpe — sluttede grundlovstaleren.
Grundlovsfesten var arrangeret af Reerslev Menighedsråd, Forsamlings- og Kulturhuset og Reerslev Landsbylav.
Fotos © Reerslev.nu