Udramatisk generalforsamling med flot fremmøde
Halvdelen af foreningens 74 medlemmer troppede op, da Reerslev Forsamlings- og Kulturhus holdt ordinær generalforsamling den 13. marts.
Et lidt sløjt år, men også lyspunkter –
I sin beretning kaldte formanden, Vibeke Back, 2016 for et lidt sløjt år præget af nedgang i medlemstallet, færre udlejninger, samt generelt faldende antal deltagere i husets arrangementer. Især det sidste skuffer bestyrelsen, for der er lagt meget arbejde i at få folk til at komme til arrangementerne.
Der var dog også mange lyspunkter, f.eks. tiltrak foredraget med Nis Boesdal 72 tilhørere, og til fastelavnsfesten kom der 62, og det betød at fastelavnsbollerne måtte skæres midt over for at række til alle.
Og så er der selvfølgelig Reerslev Forsamlingshus Venners bankospil — en stor succes, som hver anden tirsdag tiltrækker over 80 trofaste bankospillere.
Også selve huset er i årets løb blevet tilgodeset med en række forbedringer, såsom nyt komfur i køkkenet, stort filmlærred og 30 nye stole. Desuden har tilskud fra Kalundborg Kommune gjort det muligt at installere varmepumper, færdiggøre hulmursisoleringen og udskifte et par døre.
Af kasserer Viggo Pedersens regnskabsberetning fremgik, at det lidt sløje år også havde smittet af på økonomien, men ved at sætte tærring efter næring, kunne der alligevel præsenteres et regnskab som viste et overskud på næsten 6.000 kr. — desuden er foreningen nu blevet gældfri, idet lånet i Nykredit er blevet indfriet ekstraordinært, hvilket har været muligt takket være private donationer på 10.000 kr. og 30.000 kr. som kunne tages af kassebeholdningen.
For det kommende år budgetteres med et overskud på niveau med resultatet i 2016, og de 16.000 kr. som hidtil er gået til afdrag på kreditforeningslånet vil fremover blive hensat til fremtidige bygningsvedligeholdelser.
Bestyrelsen er klar til endnu et år i “landsbyens tjeneste”
Under punktet “Valg til bestyrelsen” genopstillede Trine Rasmussen, Vibeke Bach og Jan Klausen — og alle tre blev genvalgt. Leo Sørensen og Viggo Pedersen havde valgt ikke at genopstille, og det gav plads til et par nye reerslevere i bestyrelsen: Lene Nielsen og Christian Pagh.
Herefter manglede der kun at blive fundet to suppleanter til bestyrelsen, og efter en lille pause i generalforsamlingen, fald valget på Niels Ole Frederiksen og Lasse Jensen.
Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig uændret med Vibeke Bach som formand og Jan Klausen som næstformand. Det bliver Marianne Nielsen som skal løfte opgaven som kasserer efter Viggo Pedersen, som havde valgt ikke at genopstille (men som fremover vil fungere som frivillig regnskabsfører udenfor bestyrelsen). Sekretærposten gik til Lene Nielsen, og Christian Pagh vil fremover varetage opgaven som husets “vicevært”.
Den øvrige bestyrelse består af Trine Rasmussen, Sara Frederiksen, og som suppleanter Niels Ole Frederiksen og Lasse Jensen.