En lokalhistorisk oplevelse
En ganske almindelig tirsdag aften samledes 95 forventningsfulde gæster i Reerslevs Forsamlings- og Kulturhus til lokalhistoriske oplevelser fra vores egn omkring Åmosen.
Forventningerne var høje, og de blev indfriede: husjomfruen, frk. Jensen og skibsrederen, A. P. Møller fra Kattrup Gods tonede frem i billeder og filmklip, fulgt af historier og anekdoter, fortalt med indlevelse og humor af Henning Bonde.
Oplevelsen. som var arrangeret af Forlaget Almuebøger, blev garneret med præsentation af den nyudgivne bog af Karoline Graves, ”Ved Halleby Aa” fra 1921.
Karoline Graves var født i Hallebyore ved Kattrup i 1858, og samlede historier om livet på egnen indtil sin død i 1932.
Kaffepausen bød på kager efter frk. Jensens opskrift: marmorkage og kærnemælkshorn med marcipan, som hun bagte dem til jagtselskaber ved juletid.
Aftenen var også en slags opvarmning til pinse på Kattrup, hvor godsejer, Anders Møller har åbnet for en 3 dages væve- og Åmose festival med præsentation af varer fra producenter omkring Åmosen, – Varer som ikke bare kan ses og købes, men også smages, Bromølle Kro tilbereder enmlig en ”åmosefrokost” i samarbejde med Henrik Slagter fra Dianalund.
Indbydelser til pinsen på Kattrup gik som varmt brød, så nu håber vi alle sammen på dejligt pinsevejr.
hbr/27.04.2016