Havegruppen besøger “Bækkelund”

Det er et fantastisk syn, når de 2.500 æbletræer blomstrer i Ole Buks plantage.
Ole Buk viser rundt i sin æbleplantage, eksklusivt for havegruppen. 

Da æbletræernes blomstring var på deres højeste, var havegruppens medlemmer inviteret på besøg hos Karin og Ole Buk på Bækkelund, og nattergalen sang, som på bestilling for haveentusiasterne, mens Ole Buk fortalte om den 2 ha store plantage hvor der i 1988 blev plantet 2.500 æbletræer fordelt på 10 forskellige sorter.
“Bækkelund” som ligger idyllisk ved Møllerenden, hvor der tidligere er drevet vandmølle, har forøvrigt en spændende historie som kan føres helt tilbage til 1383 hvor den var ejet af Hvideslægten – en spændende historie som vi må fortælle en anden gang.
Efter rundvisningen serverede Karin og Ole hjemmepresset æblesaft på terrassen ved den lille hyggelige gårdbutik – og deres hund “Silla” poserede for fotografen.
Fotos: Viggo K. Pedersen 

 

Fakta om havegruppen:
Det er gruppens formål, at være samlingssted for beboere i Reerslev og omegn med interesse for havedyrkning. Medlemmerne mødes til åbent hus arrangementer engang i mellem i Forsamlingshuset, holder åben have for hinanden af og til i løbet af sæsonen efter forudgående invitation. De kan også invitere havekyndige gæster til at holde foredrag, og kaster sig iøvrigt ud i fælles aktiviteter som måtte være af interesse for haveinteresserede. Der betales ikke kontingent for medlemsskab af gruppen.
Interesserede kan kontakte gruppens “patruljefører” Jens Andersen, tlf. 4495 6284 – eller Facebookgruppen “Reerslev Havevenner” som i øjeblikket tæller 21 medlemmer. 

You may also like...