Koncert i verdensklasse på Lykkebjerg
Alder er ingen hindring når man hedder Bent Fabricius-Bjerre, og er på turne med Trine Pallesen og trioen De Græd.
Bent Fabricius, som snart runder de 93, er nærmest en levende legende i dansk musik. På Lykkebjerg oplevede vi en veloplagt pianist, som begejstrede sit publikum med en rejse gennem sit lange musikalske liv, krydret med vitser og anekdoter, hvor han jokede om sin høje alder.
Koncerten var en god konstellation mellem Trine Pallesen, som med humor, sødme, omsorgsfuldhed og smuk sang fungerede som bindeled mellem de tre unge fyre og den gamle komponist.
Siden Bent Fabricius-Bjerre som 6-årig satte sig ved klaveret og komponerede ”Opus-One”, er det blevet til hundredevis af melodier til blandt andet film og TV-serier. Vi fik selvfølgelig ”Alley Cat”, som gav ham det internationalt gennembrud i 1962 og indbragte ham en Grammy, og så gav han os selvfølgelig både ”Matador”, ”Olsenbanden” og ”Forelsket i København”.
Bent Fabricius-Bjerre optrådte i bedste Victor Borge-stil, hvor han spillede lidt af en melodi, for derefter at fortælle en lille sjov historie, inden han fortsatte ved flyglet.
Gitte og Niels Henrik fortjener stor ros for at turde binde an med at få et verdensnavn ud på landet, og heldigvis kunne de hurtigt melde ”alt udsolgt” til begge aftner med Mad&Musik på Lykkebjerg.
Fotos © Viggo K. Pedersen