Alle juletraditionerne er skudt i gang
Den seneste tid er der blevet fyret godt op under julehyggen og julehumøret i Reerslev.
I torsdags lagde Forsamlings- og Kulturhuset ud med årets nisseforestilling.
Der var solgt 163 billetter til forestillingen, og der var fyldt godt op på gulvet i Forsamlingshuset, da ”Nissemor og Kanelia” fra Louise Schouw Teater underholdt børnene, med deres sjove og eventyrlige juleforestilling, som igen i år var fyldt med skøre påfund, iørefaldende sange og julehygge.
Det er Trine og Per (sømanden), som tilrettelægger den årlige nisseforestilling, hvor Dagplejen, Buerup og Sæby Skoler, samt børnehaverne i Reerslev, Høng og Løve bliver inviteret — og de oplyser allerede nu, at successen gentages i 2018 — det bliver den 22. november.
Lørdag aften var det så de voksnes tur til at feste igennem i Forsamlingshuset.
Det var en rigtig hyggelig aften med traditionel julebuffet og julebryg fra Sorø Bryghus. Snakken gik livligt og vi fik ordnet både verdenssituationen og landsbyens ve og vel.
Søndag eftermiddag blev byens juletræ tændt.
Her var det igen de tre lokale foreninger som havde lokket børn, forældre og bedsteforældre til at trodse efterårskulden, og møde op for at synge et par julesange ved byens juletræ.
Omkring 60 reerslevere deltog i arrangementet, og ud fra antallet af barnevogne, tyder alt på en lys fremtid for landsbyen.
Bagefter var der julehygge med æbleskiver, gløgg, saftevand og kaffe i Forsamlingshuset, hvor vi i år havde besøg af Ole fra Cirkus Pip, som underholdt børnene med tryllerier. Dagen sluttede med godteposer til alle børnene.
Næste julearrangement …
Den 15. december kl. 17.00 er der lucia-gudstjeneste i Reerslev Kirke.
Her medvirker børn fra Børnehaven “Nordlyset”, og det forlyder, at der i år kommer rigtig mange børn — så mange, at Lene Thamm fra menighedsrådet, er gået i gang med at sy flere luciakjoler.
Fotos © viggo/reerslev.nu