Arbejdsdag i forsamlingshuset

Reersleverne står sammen om deres gamle forsamlingshus
– også når der skal præsteres et stykke fysisk arbejde.

Forsamlingshuset bruges flittigt, men uden en entusiastisk opbakning fra de lokale borgere, ville forsamlingshuset ikke være det attraktive samlingssted, som det er i dag.

Derfor var det glædeligt at se omkring 20 flittige reerslevere møde op til den årlige arbejdsdag for at bruge en forårslørdag på at give forsamlingshuset en opfriskning – til gavn og glæde for landsbyen.

Arbejdsdagen startede med morgenkaffe hvor opgaverne blev fordelt. Derefter blev der skuret og skrubbet, svinget pensler, snedkereret, gravet, muret og kørt til genbrug – og undervejs blev der selvfølgelig både grinet og udvekslet skrøner, og som lovet havde bestyrelsen sørget for fin forplejning hele dagen.

Som prikken over i’et har Christina og Michael Reuter fra Team Reuter tilbudt en gang gratis vinduespolering både ude og inde – så nu er huset klar til det store forårsrykind.

You may also like...