En herlig aften med glad musik på Lykkebjerg

150 festglade gæster var samlet til en herlig sommeraften med mad & musik på Lykkebjerg. Aftenen begyndte i ”hønsehuset” hvor Niels Henrik annoncerede den kulinariske del af arrangementet – en imponerende buffet som vi uden tøven tildeler 5 kokkehuer.
”The Happy River Band” poserede for fotografen under opvarmning i fårestalden på Lykkebjerg. Fra venstre er det Mads Knude, Louise Ring Vangsgaard og Shane Donnelly.

Præcis kl. 20.30 gik ”The Happy River Band” på scenen. Den nye trio – med Reerslevs populære irske folkemusiker, Shane Donnelly, som de fleste kender fra duoen ”Jane og Shane”, ledsaget af Louise Ring Vangsgaard på violin, og Mads Knude på guitar, banjo og mandolin – gav en fantastisk koncert med irsk folkemusik når det er bedst.
Som aftenen skred frem steg temperaturen i lokalet, og det gjorde stemningen også.



Efter pausen fik stemningen så en ekstra tak opad, da den unge Mads Knude for alvor rullede sig ud, og overraskede publikum med flere solonumre på banjo og mandolin. Mads er et fantastisk talent, både som sanger og musiker, og publikum kvitterede da også med velfortjent bifald – og vi håber ikke, at det er sidste gang vi har oplevet Mads på Lykkebjerg.

Endnu en vellykket aften med mad & musik, herligt at også mange reerslevere havde fundet vej til Lykkebjerg, og at der var Guinness i fadølshanen.
Glæd jer til efterårets koncertprogram, med flere gode oplevelser på Lykkebjerg.

Foto: Viggo K. Pedersen

You may also like...