Grundlovsfest i præstegårdshaven

Reerslevs bysbarn, folketingsmedlem Eva Flyvholm, holdt grundlovstalen


Søndag den 5. juni var en af folketingspolitikernes travleste dage, da demokratiet bliver fejret landet over. På hjemmesiden altinget.dk kunne man se en komplet liste over tid og sted for politikernes grundlovstaler, og allernederst på listen stod:
Eva Flyvholm
17.00: Præstegårdshaven, Reerslev

Jeg tror, at de færreste af ”altingets” læsere ved, hvor Reerslev ligger, ligesom det måske også er de færreste reerslevere som ved, at vi også har en lokal repræsentant i Folketinget, idet Eva Flyvholm er født i Reerslevvej nr. 28. 

Eva Flyvholm fik plads i Folketinget efter folketingsvalget i 2015, og havde i præstegårdshaven sin debut som grundlovstaler. I sine tale slog hun fast ”at demokratiet ikke bare er noget vi har. Det er noget vi skal værne om og udvikle”. 

I sin tale lagde hun blandt andet vægt på, at det også er afgørende for demokratiet, at vi styrker velfungerende fællesskaber og udvikling, også i landområderne, hvor det er vigtigt med en velfungerende infrastruktur i form af offentlig transportmuligheder – også for erhvervslivets udvikling.

 

Grundlovsfesten var for 4. år i træk, arrangeret af menighedsrådet, landsbylavet og Forsamlings- og Kulturhuset – som også havde sørget for grill til medbragt mad og efterfølgende gratis kaffe/kagebord. 
En vellykket aften som afspejlede engagement og opbakning – og hvor vejret i den grad var med os. 

Foto: Viggo K. Pedersen 

You may also like...