Ny bog om “Det Gamle Reerslev”

Hanne Brandt er i fuld gang med at skrive en bog om Reerslev Sogn

Som vordende forfatter er Hanne Brandt er blevet inspireret af andre lokale ildsjæle. Især folkemindesamler og forfatter Karoline Graves, Reerslev-degnen Lars Nielsen og forfatteren og højskolemanden Anton Nielsen, hvor hun har set vigtigheden af at få skrevet de lokale historierne ned, inden de går i glemmebogen og for evigt er tabt for efterfølgende generationer.

 

Oprindelig var det tanken, at bogen skulle binde historierne fra 1800-tallet sammen med 1900-tallet, men da bogen i høj grand bygger på øjenvidneberetninger og overleverede fortællinger, bliver hovedvægten lagt på perioden fra 1900 til 1975, men hvor ældre kildemateriale er tilgængeligt, bliver der selvfølgelig en række afstikkere langt tilbage i tiden, det gælder f.eks. Kirken og Vandmøllen hvor der findes skriftlig dokumentation helt tilbage til 1300-tallet.

Bogens arbejdstitel er ”Det Gamle Reerslev”, og den bygger i høj grad på interviews af ældre som har deres rødder i Reerslev Sogn. De ældres interesse for at fortælle om gamle dage har været overvældende, siger Hanne Brandt – som efterhånden har lavet 50 interviews med ældre, hvoraf den ældste har rundet de 93 år.

Bogen bliver ikke en traditionel opremsning af historiske fakta i kronologisk orden, men derimod ta´r hun læseren med på en guidet tur rundt i sognet, hvor hun gør holdt ved de forskellige adresser og fortæller historier om husene og de mennesker, som gennem tiderne har boet der.
Det bliver således en blanding af små familiekrøniker, fortællinger om sognets mange små erhvervsdrivende, og både sjove og grumme historier – fortalt af de interviewede personer.

De ældres store fortællelyst, suppleret med oplysninger fra blandt andet tingbøger, kirkebøger, folketællinger, og avisudklip – betyder at hele ”projektet” er vokset til et omfang, som giver stof til mindst to bøger. Første bog, som forventes at udkomme på Forlaget Almuebøger i august, vil især handle om Nørager, Bøgebjerg, Hestehaven og selve Reerslev By. Resten af historierne bliver samlet i bog nummer to, som udkommer i 2018, og den vil især vi handle om Hesselbjerg, Risbjerg, Sønderød og Tågerup.

I den første bog vil man møde nogle af byens personligheder, blandt andet: Fløjte Sofie, Kurve Ferdinand, Gartner Sofie, Oste Ejnar, Hul Harald, Lille Valdemar, Møller Thorvald, Nemli Nielsen, Havenefogeden, Magisteren og Orne Valdemar – og disse navne var ganske praktiske, når næsten alle i Reerslev havde ”sen” efternavne, og for øvrigt var i familie på kryds og tværs.

Billeder efterlyses

Den nye bog om Det Gamle Reerslev bliver også med gamle billeder, men da fotoapparater i perioden 1890 til 1950 ikke var hver mands eje, og vi ikke var så heldige at have en lokal fotograf i Reerslev, er det svært at opspore billeder af hverdagssituationer. Hanne opfordrer derfor alle til at kigge i skuffer og gemmer efter gamle billeder, især søger hun billeder af mejeriet, smedjen, forsamlingshuset og Reerslevvej med broen over Møllerenden.
Hanne Brandt kan kontaktes på tlf. 5826 1520 hvis du finder ”guld i gemmerne”.

You may also like...