Petanquebane i stedet for shelter

Reerslev lokalområde havde gennem kommunens Få det Fikset-pulje, fået bevilget midler til opsætning af shelter, men da der nu er opsat 2 shelters ved Kongstedvej 5, har Landdistriktsudvalget godkendt Landsbylavets ansøgning om i stedet at anvende de bevilgede 32.000 kr.  på etablering af en petanquebane på fællesarealet ved gadekæret.

Og nu er den her – den nye petanquebane, professionelt udført af firmaet BioByg fra Odense.
Landsbylavet oplyser, at de vil sørge for petanque-udstyr og snart vil arrangere indvielse af banen.

Ole Larsen fra Bakkegården, besigtiger her petanquebanen som får rosende ord med på vejen.
Ole, der er en særdeles aktiv udøver af petanquesporten, og  bl.a. har medvirket ved etablering af petanque-faciliteterne i Høng Petanque Club, har både tilbudt at give råd og vejledning ved indkøb af kugler m.v., samt være med til at instruere nye spillere.                    Foto©Viggo K. Pedersen


Om petanque
Det franske kuglespil petanque, er blandt udøvere kendt som en verdensomspændende sport, der dyrkes på alle niveauer og af alle aldersgrupper.  Sporten dyrkes på grusunderlag af variende art, men altid grus. Banerne kan være tunge og bløde sandholdige grusbaner i den nemme ende og nærmest asfaltagtige og skærvebelagte i den allermest udfordrene ende, som til et verdensmesterskab.

En Petanquekamp spilles af to dystende hold. Hvert hold består af 3 spillere med hver 2 kugler (triple), eller 2 spillere med hver 3 kugler (double). Det ene hold starter kampen med at kaste målkuglen (grisen = cochonnet) ud i en afstand af mellem 6 og 10 meter.
En spiller fra dette hold skal så forsøge at kaste sin kugle så nær grisen som muligt. Det er nu det andet holds tur, indtil de har en kugle nærmest grisen. Når alle 12 kugler er kastet har et af holdene point efter, hvor mange kugler de har nærmere grisen end modstandernes nærmeste kugle. En ny runde kan derpå påbegyndes. En kamp spilles til 13 point.

You may also like...