Så blev der klippet får på Lykkebjerg
Oldtidens får havde ikke behov for klipning – deres hormoner havde indrettet det så viseligt, at de ved læmningen standsede hårvæksten, som dermed ”skørnede” i vækstlaget. Efter læmningen fortsatte hårvæksten. Det betød, at ulden løsnede sig, når fårene passerede under grene og buske. Det gav svalhed til den tilstundende sommer og gjorde det nemt for lammene at finde yveret og die deres mor.
De får, man i oldtiden holdt til uldproduktion, kunne på den måde ”klippes” blot ved at føre hænderne langs kroppen fra hovedet og nedefter og løsne hele hammen. Men med finavlen på henholdsvis kød- og spindefår gik den oprindelige selv-fældning tabt. Så nutidens får må til barbering, nu hen mod forårstide.
I dag hentede jeg ulden, da fåreklipperen havde barberet de lådne damer i båsene.
Det er meningen, at ulden skal bruges til at demonstrere spinding i Reerslev smedje til foråret. Smedens kone står jo ikke og banker jern, men har blandt meget andet travlt med at spinde garn til sin familie – det er klart. Besøgende kan som en af oplevelserne i smedjen, få lov til selv at prøve at hjælpe smedekonen med at spinde garn.
Håndtenen er et fint lille værktøj, som koner og piger i tidligere tider spandt garn på, når de færdedes ude i landskabet. Den lod sig snurre, mens man gik over marker og enge.
En endnu mere primitiv måde at spinde på var spindekrogen, som var skåret af en naturlig grentveje, gerne hassel, som blev afbarket og rundet i enderne. Det var virkelig en husmandsten, som muliggjorde spindingen med det enklest mulige værktøj.
Begge dele bliver det muligt at få lov at prøve i Reerslev smedje, hvis man besøger den hen over sommeren.
