Lucia-dag med børnehaven
Den 13. december var alle Klubbørn og de ældste Zebrabørn fra børnehaven Nordlyset med til at markere Lucia-dag i Reerslev kirke.
Det var et smuk og stemningsfuldt syn, at se de 17 børn i hvide dragter bære lys ind i kirken, medens de sang Lucia-sagen. Og hold op, hvor kan de synge – ikke kun Lucia-sangen, men også ”Dejlig er den himmelblå” og ”Et barn er født i Betlehem” blev sunget med engagement og begejstring.
Det var 7. år i træk, at kirken denne dag fyldtes af byens folk, af forældre, søskende og bedsteforældre. Både store og små havde set frem til denne tradition. Der var blevet øvet og øvet, og holdt generalprøve – og det blev da også en stor og fin oplevelse for både børnene og deres familie.
Forventningens glæde kriblede i børnene mens de ventede på at klokken skulle blive 17.
Når det gælder julerier, så er børnene fra Nordlyset absolut eksperter.
Børnene har nemlig flere juletraditioner som spreder juleglæde i Reerslev, så når børnene overrasker os med deres julepynt i brevkasserne – så ved vi at det snart er jul.
Børnenes store produktion af julepynt kan vi også beundre i kirken juleaften. Det er nemlig også en juletradition, at børnene står for pyntning af kirkens juletræ – og det går de i gang med på mandag kl. 9.30. Her er alle velkommen til at kigge indenfor i kirken og opleve julestemningen – det er en ret festligt oplevelse.
Og ikke nok med det – børnehaven har også inviteret os til at møde selveste julemanden. Han har nemlig meddelt at han kommer i børnehaven den 19. december kl. 9.00. Det har børnene glædet sig til lige siden sidste jul, og denne glæde vil de rigtig gerne dele med mange andre.
Fotos©Viggo K. Pedersen