Reerslev bliver en del af Istidsruten
Holbæk, Lejre, Sorø, Kalundborg og Odsherred Kommuner, samt de fem oplevelsessteder Geopark Odsherred, Naturpark Aamosen, Sagnlandet Lejre, Brorfelde Observatorium og Museum Vestsjælland, er gået sammen om det storstilede projekt: “Istidsruten”, som ifølge en pressemeddelelse, forventes årligt at tiltrække op mod 35.000 gæster på ruten, hvilket udgør et kæmpe forretningspotentiale for de lokale oplevelses- og serviceleverandører.
Hvad er istidsruten
Istidsruten er en 250 km lang sammenhængende cykelrute, der går gennem 5 kommuner og 4 oplevelsesområder i det nordvestsjællandske istidslandskab.
Det er formålet, at cykelruten fysisk og mentalt skal forbinde oplevelsesområder, oplevelsessteder, videnformidlingscentre og lokale aktører på en måde, der gør Midt- Nordvestsjælland til ét samlet område, der er attraktivt at besøge, leve og arbejde i, bo i og altså i det hele taget at opholde sig i. Istidens landskabsdannelse vil være det bærende tema for ruten.
Hovedruten fra Sorø passerer sognegrænsen ved Hedeboryde og følger herefter Risbjergvej til Skolebakken på Kongstedvej, hvorefter ruten fortsætter gennem byen ad Reerslevvej og Nøragervej til Outvedvej. Uanset om man vælger hovedruten eller en af de planlagte genveje, kommer cyklisterne gennem Reerslev. Ruten åbner med stor sandsynlighed i foråret 2020.
Om projektet
Desuden bliver projektet støttet af Landdistriktspuljen og LAG Midt-Nordvestsjælland, som med projektet: ”Velkommen i Baghaven” skal være med til at udvikle oplevelser og services af høj kvalitet til brugerne af Istidsruten. Det kan være i form af pakkeløsninger, rundture og ruter, der som fælles projekter styrker virksomheder undervejs – lidt som en pilgrimsrute (overnatning, bespisning, friluftsfaciliteter, seværdigheder, relaterede produkter og souvenirs). Projektet skal medvirke til at skabe samarbejdsrelationer mellem aktørerne sådan at de oplever værdien af at understøtte hinanden frem for at udkonkurrere hinanden.
En af de opstillede succeskriterier for projektet (som kan have særlig interesse for Reerslev) er, at øge kvaliteten, udbuddet, tilgængeligheden og synligheden af de små/mindre lokale oplevelser, som giver en tur på Istidsruten sin særlige magi.
Ruten
Se kortet med hele ruten indtegnet – klik her
Ruten ligger på nuværende tidspunkt 95% fast, men iflg. projektleder Anders Lauritsen vil der ikke komme ændringer til den del af ruten som går gennem Reerslev området.
På Reerslev.nu kan du løbende holde dig orienteret efterhånden som projektet skrider frem.