“Særlig udmærkelse” til Reerslev Bondevin

 

 

– Det er rart at få bekræftet, at det ikke kun er en selv – og måske nogle høflige venner – der giver udtryk for, at ens vin er god, men at professionelle vinkendere er af samme opfattelse.

Sådan lyder det fra vinavler Viggo K. Pedersen fra Reerslev, der ved Dansk Vinskue for nylig på Hotel Comwell i Middelfart modtog to diplomer med prædikatet ”særlig udmærkelse” for årgangene 2015 og 2016 af hans lokalt dyrkede rødvin Reerslev Bondevin.

Og Viggo K. Pedersen har god grund til at være stolt. På vinskuet, hvor erhvervs- og hobbyvinavlere dyster om placeringerne på lige fod, var han nemlig oppe mod ikke mindre end cirka 275 andre håbefulde vinavlere fra hele landet.

At der kun var 0,3 points op til en bronzemedalje, tager ikke glæden fra vinavleren fra Reerslev.

– Jeg er rigtig glad for anerkendelsen. Jeg føler mig opmuntret, for det kræver både stort engagement og masser af tid at dyrke og fremstille vin, siger Viggo K. Pedersen.

Han har omkring 100 vinstokke med blå druer fordelt på sorterne Rondo, Regent og Bolero.

Viggo K. Pedersen plantede de første vinstokke i 2004. I 2016 høstede han 210 kg druer, som nu er forvandlet til velsmagende dråber, der i den kommende tid vil blive tappet på flasker.

Dansk Vinskue er en årligt tilbagevendende begivenhed, som arrangeres af Foreningen af Danske Vinavlere. Alle tilmeldte vine bliver forud for skuet smagt og bedømt af et professionelt dommerpanel af vinsmagere.

Foto © Reerslev.nu

You may also like...