Tillykke Reerslev, med jeres nye orgel
Ved søndagens festgudstjeneste i Reerslev kirke, oplevede vi orgelmusik langt ud over, hvad vi tidligere har været vant til.
Organist Henrik Kristensen introducerede kirkens nye orgel ved søndagens gudstjeneste. Foto©Viggo K. Pedersen.
Ved søndagens festgudstjeneste i Reerslev kirke, oplevede vi orgelmusik langt ud over, hvad vi tidligere har været vant til.
Organist Henrik Kristensen havde sammensat et musikprogram, som udfordrede orglet og demonstrerede dets formåen og klang, som fik rummet, orglet og akustikken til at spille sammen på en måde, som gjorde søndagens halvanden time lange gudstjeneste til en særlig oplevelse.
Henrik lagde heller ikke skjul på, at afskeden med det gamle orgel, som han kaldte ”den lille spilledåse”, var sket uden vemod. Det bød nemlig, med sine kun 4 stemmer og ét manual, på meget begrænsede udfoldelsesmuligheder. Det nye orgel har derimod 10 stemmer, 2 manualer og pedaler til bastonerne. Det svarer til at udvide et orkester fra 4 til 10 instrumenter, forklarede han.
Både arkitektonisk og lydmæssigt passer det nye orgel også perfekt til kirkerummets størrelse og akustik, ja man skulle næsten tro, at det var bygget specielt til Reerslev kirke og aldrig havde stået andre steder, sagde organisten, for hvem et stort ønske gik i opfyldelse i dag.
Ud over flytning af orglet fra Finderup til Reerslev medfører orgel-rokaden også, at Finderup kirke overtager et større og bedre brugt orgel fra Hadsten kirke.
I sin tale roste provst Jørn Noe, Henrik for det store arbejde han har lagt i projektet, som har gjort orgel-rokaden mulig, både økonomisk og praktisk.
Efter gudstjenesten bøde menighedsrådet på pikante pindemadder og en forfriskning.
Flere orgelkoncerter
Ud over de kommende søndagsgudstjenester, kan vi nu også glæde os til to orgelkoncerter i løbet af efteråret.
Første gang bliver den 8. oktober, ved en koncert med Lene Langballe og Vibeke Astner, hvor vi også skal opleve det sjældne musikinstrument; zink.
Den 5. november bliver der koncert for saxofon og orgel, med Michael H. Lund og Randi E. Mortensen, som udgør en spændende og utraditionel duo inden for kirkemusikken.